Børnehuset Tusindfryd er en arbejdsplads, hvor nærvær og relationer betyder rigtig meget – både mellem børn og voksne og mellem kolleger, og derfor gør vi meget ud af at være rollemodeller i hverdagen. Vi er en lille institution, og det betyder, at vi kender hinanden godt i medarbejdergruppen.
Høj faglighed, inddragelse og ansvar er nøgleord i vores arbejdsfællesskab, hvor vi har fokus på at løse opgaverne sammen. Det betyder, at vi hjælper hinanden, når der er brug for det, og at vi bruger hinanden aktivt både i praksis, og når vi reflekterer sammen over vores praksis.
Tusindfryd er en institution, hvor vi lægger vægt på, at alle bliver hørt, og der er stor mulighed for at være med til at præge både den daglige praksis og de mere overordnede linjer. Vi elsker nye idéer og initiativer og som noget relativt nyt arbejder vi i disse år med særligt fokus på natur, udeliv og science.
I Tusindfryd siger vi, at det kribler og krabler overalt, ikke kun fordi vi har dyr i akvarier og terrarier, men fordi natur, udeliv og science udover at være tænkt ind i vores pædagogiske aktiviteter, også spiller en stor rolle ind i for eksempel vores indretning. Som medarbejder i Tusindfryd, kan man få ekstra indflydelse på netop disse områder.
Når medarbejderne i Tusindfryd bliver spurgt om, hvorfor de godt kan lide at arbejde i Tusindfryd, svarer de blandt andet:
"Vi har et godt arbejdsmiljø. Vi hjælper hinanden og bruger de kompetencer, vi har hver især."
"Vi er nysgerrige sammen med børnene."
"Vi er et hus i konstant udvikling."
"Tusindfryd er en lille institution, og dem er der ikke mange af. Det betyder noget for mig, for jeg lærer alle forældre at kende."
"Som kollegaer anerkender vi hinanden, og der er plads til alle, selvom vi er forskellige."