Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Vores pædagogik

I Tusindfryd arbejder vi efter dagtilbudsloven. Det vil blandt andet sige, at vi arbejder efter den styrkede læreplan. Den styrkede læreplan er et fælles pædagogiske grundlag for alle dagtilbud (vuggestuer og børnehaver), og i den beskriver vi, hvordan vi i Tusindfryd sikrer den pædagogiske udvikling.

Vi har udarbejdet vores læreplan med udgangspunkt i de seks læreplanstemaer, som loven foreskriver:

  • Social udvikling
  • Alsidig personlig udvikling
  • Kommunikation og sprog
  • Krop, sanser og bevægelse
  • Natur, udeliv og science
  • Kultur, æstetik og fællesskab

Du kan læse mere om vores læreplan her.

Profilinstitution

Børnehuset Tusindfryd er en profilinstitution inden for natur, udeliv og science. Det betyder, at vi lægger særlig vægt på netop de områder. Vi planlægger året efter de fire elementer - ild, luft, vand og jord - som vi arbejder med på skift. Vi arbejder med hvert element ca. to måneder ad gangen, så vi hvert år har et nyt element til en ny årstid. På den måde sikrer vi, at vi kan arbejde elementerne på forskellige måder i vores pædagogiske aktiviteter.

Vi dyrker udelivet, både når vi går på opdagelse i naturen, og når vi mere aktivt inddrager naturen i vores pædagogiske arbejde: På legepladsen har vi plantekasser og grønne områder, hvor vi kan plante vores egne planter. Børnene kommer med en plante hver hjemmefra, eller de får en plante fra huset. Sammen med hinanden planter de deres planter på legepladsen og følger med i, hvordan de gror sig store og flotte. 

Når det er sæson, høster vi råvarerne fra vores plantekasser og bed og tilbereder dem. Børnene er med til at plukke, vaske, snitte, koge og stege, og de ser, hvordan en råvare kan skifte form fra fast til mør. På den måde - når de følger med i, hvordan et æble starter med en blomst på træet, vokser sig rundt og flot og slutter som grød på tallerkenen - bliver de vidner til og deltagere i en råvares rejse fra jord til bord. 

Selvom vi har stort fokus på natur, udeliv og science er der også masser af rum til de øvrige områder i læreplanen, som vi altid tænker med ind, når vi planlægger aktiviteter. Med vores fokusområde - synes vi - at vi har rig mulighed for at arbejde med både social udvikling og alsidig personlig udvikling, fordi den udvikling ligger indbygget i det at beskæftige sig med andre levende organismer. Men vi træner også sprog - det kan være nye ord og vendinger, rim og remser, sange - ligesom vi bruger kroppen og sanserne, når vi løber om kap med sneglene eller smager på modne tomater.

Krop, sanser og bevægelse bliver bragt i spil, når vi opholder os meget udendørs. Vi bevæger os helt naturligt på legepladsen og lærer på den måde vores krop at kende. Men vi lærer også om kroppen, når vi indendørs kigger på, hvordan kroppen ser ud, og hvordan den fungerer. Sanserne bringer vi blandt andet i spil, når vi smager på den mad, vi har tilberedt af de råvarer, vi har hentet ude fra vores plantekasser.

Sådan arbejder vi med naturen

Der er mange måder at arbejde med natur, udeliv og science på ,og eksemplerne ovenfor er bare et mikroskopisk udpluk. Vores mål er at fremme børnenes lyst til at udforske netop de områder, og det gør vi blandt andet på følgende måder: 

Ture i nærmiljøer
På ture kan vi gå afsted med det formål at samle ting ind fra naturen og lave dekorationer som afspejler årstiden, eller vi kan undersøge, hvilke dyr der bor i naturen, hvor vi bevæger os. Når vi tager på ture i små gruppe, har vi også mulighed for at få dannet nye sociale relationer i børnegrupperne.

Årstiderne
Vi har fokus på de forskellige årstider, og hvad der kendetegner dem: Hvor mange er der? Og hvordan er de forskellige fra hinanden? Vi taler om de forskellige måneder, og hvor mange måneder der er på et år, og at  det hele starter forfra igen. Børnene får på den måde en fornemmelse for livets kredsløb.

Naturfænomener
Hvad sker der mon med naturen på de forskellige årstider? Hvor kommer sne fra? Og hvorfor fryser vandet til is og smelter igen, når det bliver varmt? Hvorfor brænder solen og tørrer planter og græs ud? Sådanne spørgsmål får vi fra børnene, og så taler vi  om, hvad det er, der sker. Vi laver forsøg med dem, så de selv kan  se, hvad der sker, når vand bliver udsat for meget kulde, eller is bliver udsat for meget varme.

I det hele taget inddrager vi i høj grad børnene i vores aktiviteter og rutiner. Når de deltager aktivt og  får ansvar for eksempelvis at pleje og vande deres planter og hjælpe til i haverne omkring deres plante, får de en følelse af, at de kan indgå aktivt ikke kun i fællesskabet i Tusindfryd, men også med naturen. De kommer til at føle ejerskab og ansvarlighed over for naturen og deres små grønne venner.